Lisbeth Kjærulff & Gert Henning Jensen Mandag den 7. august kl. 19.00

Lisbeth Kjærulff
er født og opvokset i Herning. Hun er uddannet klassisk sanger ved Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun har arbejdet på flere af Danmarks store teatre bl.a. Det Kgl. Teater, Folketeatret og Det Ny Teater, og for landets forskellige operakompagnier Den Fynske Opera, Den Jysk Opera og Den Ny opera. På TV har hun medvirket i “Sigurd og operaen” på DR1, hvor hun førte og lagde stemme til den lyserøde puddelhund Doremia.

Udover det klassiske repertoire har Lisbeth spillet roller i en hel del musicals rundt om i Danmark, bla. Maria i Sound of music, Christine i Phantom, Jenny Lind i Mit eventyr, Jellylorum i Cats og Eliza Doolittle i My fair lady

Hele sommeren medvirker hun i Nykøbing Falster Revyen.

Gert Henning Jensen
er uddannet på Operaakademiet i København og ved Mozarteum i Salzburg. Han har desuden sunget i Københavns Drengekor og læst Medicin på Københavns Universitet. Udover opera er han en flittig koncertsanger, og han har udenfor landets grænser optrådt på mange teatre og festivaler som Royal Opera House i London, Metropolitan Opera i New York, Opera de Bastille i Paris, Staatsoper i Berlin, Santa Fe Opera i New Mexico samt Pesaro Festival og Salzburger Festspiele.



Anne Karin Broberg & Jan Schou Mandag den 14. august kl. 19.00

Anne Karin Broberg (Madsen),
der er uddannet som frisør, var endnu elev i Nykøbing Mors, da hun i 1981 vandt en talentkonkurrence udskrevet af Se og Hør med sangen “Luk op for dit sind”, som hun selv havde skrevet melodien til. Året efter var hun med i det danske Melodi Grand Prix og blev nummer tre med sangen “Når man kun er 18 år”. Derefter fulgte flere hits på dansktoppen og hun udgav to lp’er – “Anne Karin” i 1982 og “Du kan regne med mig” i 1984. Siden deltog hun også Melodi Grand Prix i 1988 med “Gi’ naturen chancen” og i 1992 med “Som jeg ser dig”. I 1993 blev det atter til en tredjeplads i Grand Prix’et med “Hvor er din drøm”. Siden 1987 har Anne Karin Broberg overvejende været skuespiller i en række teaterforestillinger, musicals og revyer. I år medvirker hun i Revyperler på Stevs.

Jan Schou
er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1975. Han var del af teatrets faste ensemble frem til 1981, hvorefter han blev freelancer. Allerede under sin ansættelse på Odense Teater medvirkede han i adskillige revyer og lystspil, og det blev her han fra 1980’erne for alvor markerede sig. Jan Schou har medvirket i Cirkusrevyen, Nykøbing Falster Revyen, Rottefælden, Sønderborg Sommerrevy, Vildbjergrevyen, Huruprevyen, Silkeborg-revyen, Holstebro-revyen og Aalborg Vinterrevy. Han har også medvirket i komedier på ABC Teatret og Amagerscenen. I januar måned 2023 medvirkede Jan i Nykøbing Falster Vinterrevy.



Flemming Krøll​ Mandag den 21. august kl. 19.00

Flemming Krøll
blev kendt fra Musikalske venner på DR-TV i 1973 og debuterede med en lp året efter. Flemming Krøll har bl.a. været tilknyttet Amagerscenen, ABC-Teatret, Gentoftescenen , Det Ny Teater og Folketeatret som skuespiller. Fra 1985 har han stået i spidsen for flere revyer; først Nykøbing F. Revyen, fra 1995 Rottefælden i Svendborg og fra 1999 atter Nykøbing F. Revyen, hvor han i 2014 havde han 25 års jubilæum. I 2010 opretter Flemming Krøll DK Turné-Teater sammen med Flemming Jensen og Leif Maibom. De senere år har han desuden lagt stemme til flere animationsfilm som Rejsen til Saturn. I 2018 takkede han af på scenen i Nykøbing Falster Revyen og forlod senere revyen som direktør i 2020.



Rikke Buch Bendtsen & Rasmus Krogsgaard Mandag den 28. august kl. 19.00

Rikke Buch Bendtsen
er uddannet på Malmø Musical Academy 1999. Hun har spillet med i Chicago på Det Ny Teater 2008, West Side Story, Fame, Jesus Christ Superstar, Hair, The Producers og flere andre musicals ligesom hun er leadsinger og bagkvinden for pop bandet Diskofil med over 300.000 solgte albums og 9 guld/platinalbums. Hun har flere gange medvirket med stor succes i Nykøbing Falster Revyen, både vinter og sommer og har i sommeren 2023 medvirket i Svendborg Sommerrevy.

Rasmus Krogsgaard
debuterede i 1998 i revyen Dit & Dat sammen med Lene Maimu og Hans Chr. Ægidius og var herefter ansat på Teatret Bag Kroen i fire sæsoner. Han har medvirket mere end 50 revyer bl.a. Sønderborg Sommerrevy, Nykøbing Falster Revyen og Rottefælden. Siden 2002 har han turneret med sit eget Soloshow, med parodier og musikalsk, humoristisk underholdning. Rasmus blev kåret som Årets Revykunstner (Årets Dirch) i 2009, TV2 Charlie-prisen Årets Parodi 2014, Årets Revyforfatter 2016 og TV2’s Året Der Gak pris 2019.
På skærmen har han medvirket i filmene Kærlighed ved første hik, Spies og Glistrup og TV-serierne 2900 Happiness, Store Lars, Rita og Sygeplejeskolen og har desuden medvirket i adskillige TV2 Charlie programmer både som vært, tilrettelægger og som parodist.

Rasmus Krogsgaard har fra 2016 til 2018 været instruktør på Aalborg Vinterrevy og instruerer Nykøbing Falster Revyen i 2021.
Ved siden af revykarrieren er det også blevet til Preben Kaas Cabareten “Bare Én Gang Til”, Knud Pheiffer Cabareten ”Hvordan ligger det med kærlighed?”, og turnéforestillingerne ”Tempo, Timing & Tjuhej”, ”Piraterne fra Penzance” og ”Elverhøj”.
Siden 2019 har Rasmus dannet kunstnerisk makkerpar med skuespilleren Vicki Berlin i duoen Småt Brændbart. En musikalsk og komisk underholdende forestilling som turnerer i hele Danmark i efteråret 2021.

Scroll to Top